Amalie

Sig hej til Amalie en af vores skønne afløsere i House keeping. Amalie er lige blevet færdig med gymnasiet, og er nu i gang med sit første sabbatår. 

 

Selvom hun egentlig aldrig havde overvejet hotelbranchen, er hun bestemt ikke ked af, at det var her hun havnede. Men når “den virkelige verden” og studietiden igen kalder om et par år, er det nok noget andet, der trækker – selvom planerne ikke ligger helt fast endnu. 

 

Amalie kendte godt til Frederik VI’s Hotel inden hun blev ansat. Hun bor nemlig ganske tæt på og var ikke sen til at slå til, da hun hørte at de manglede personale.. 

 

Når alle løfter i flok

I de 4 måneder Amalie har været ansat, er hun ikke gået sur til eller fra arbejde en eneste gang! Det skyldes flere ting, men nok især det sammenhold hun kan mærke, der er blandt de ansatte. Det der med at alle er fælles om den samme opgave – nemlig at skabe en masse tilfredse gæster. Alle løfter i flok for at opnå netop det: 

 

“Det er tydeligt at mærke et fællesskab på tværs af afdelingerne. Jeg synes, det er fedt at alle ansatte skal løfte den samme opgave, men på hver vores måde. Ingen er alene – og det kan mærkes.”

 

Fællesskab og gode kollegaer

Amalie er også rigtig glad for, at man selv byder ind på, hvilke vagter man ønsker – og især den fleksibilitet det giver i forhold til at få arbejde og fritid til at gå op i en højere enhed. 

 

Og selvom arbejdsdagene oftest bliver brugt på at gøre værelserne i tip-top stand til de næste gæster, hvor Amalie går meget for sig selv, er det alligevel tydeligt for hende at mærke fællesskabet på tværs af afdelingerne. Og  det betyder også, at man som kollegaer hjælper hinanden, hvis der er steder, det brænder på: 

 

“Selvom min primære opgave er house keeping hjælper vi også hinanden – blandt andet i opvasken, hvis det brænder på derude. Det betyder meget med gode kollegaer, og jeg har altid følt mig velkommen her.”