Casper Larsen

Kok Casper Larsen

MØD EN AF VORES KØKKENSTJERNER

De er ikke altid så synlige som meget af vores andet personale – men de er stadig en stor del af vores lille hotel-familie, og uden dem ville et ophold hos os blive noget helt andet. 

Læs med her og mød en af køkkenets stjerner:

Casper Larsen er nemlig kok – og har været det i 12 år. Det hele startede på Als for mange år siden. Casper havde, som han selv formulerer det, nemlig lidt for meget krudt i benene til at sidde stille. Så da han kom i skolepraktik på Dyvig Badehotel, var det ligesom om tingene faldt på plads – og siden har han ikke et øjeblik været i tvivl om, hvilken vej han skulle. 

“Jeg elsker branchen. Her kan man være sig selv 100%. Det føles lidt som at være til eksamen hver eneste dag, hvilket er fantastisk for sådan en som mig, der godt kan lide at være konkurrerende både over mig selv og gæsterne,” fortæller Casper.

Men det lå bestemt ikke i kortene, at Casper for 6 måneder siden skulle lande på Fyn – nærmere bestemt F6H. Det skyldes mest tilfældigheder og kærestens uddannelse, som kun kunne gennemføres på Fyn.

For i mange år hed vejen fuld fart frem. Casper har nemlig brugt mange timer i mange forskellige køkkener over hele verden, mens han har jagtet karrieren på både badehoteller og Michelinrestauranter. Der har været fart over feltet. Noget, Casper ikke et øjeblik har fortrudt, men som samtidig også har haft sin bekostning af familielivet.

Det eneste, Casper faktisk har fortrudt rent karrieremæssigt, er, at han ikke tidligere opdagede, at jagten på Michelinstjerner og international anerkendelse ikke nødvendigvis er lykken – men at man faktisk kan være et hyggeligt sted som Frederik VI’s Hotel og stadig være glad. 

En ting er, at vagtskemaet – 15 dages arbejde og 15 dages fri – betyder mere tid til familien, men Casper er også rigtig glad for selve arbejdet. Her får han nemlig lov til at lege og eksperimentere, har fantastiske kollegaer at sparre med – og så er der tid til at kræse; kræse for maden, kræse for gæsterne og præsentere maden. Dét elsker han. 

“For mig er det vigtigt at være et sted, hvor der er tid og plads til at eksperimentere og kræse for tingene. Hvor det ikke bare er ren produktion, for så forsvinder duften. Jeg kan ikke være et sted, hvor duften og følelsen er væk. Jeg skal være et sted, hvor der er plads til at lege og eksperimentere, og hvor man kræser for maden og for gæsterne. Og hvor man får lov at præsentere maden for gæsterne – det er fantastisk med den tætte kontakt og gæsternes umiddelbare reaktioner og tilbagemeldinger.”

Og så er der jo kollegerne, som er guld værd; Her er man virkelig en del af et fællesskab. Både på jobbet, men også i fritiden, hvor kollegaerne bruger mange timer sammen og  både spiller padel og ser fodbold. 

Og apropos guld, så jagter Casper stadig guldmedaljer. I 2016 stillede han op til Danmarksmesterskaberne i Smørrebrød – og vandt. 

Og her i april stillede Casper op til DM i Konferencekokke, Cooper Skills, hvor han klarede sig rigtig flot.